De fleste danskere forbinder julehjerter med noget hjemligt og velkendt. Barndommens december, klippe-klistre, glanspapir, gran og duften af klementiner. En tradition, vi næsten tager for givet – som om alle da ved, hvad et flettet hjerte er.

Men hvad sker der, når julehjertet møder resten af verden?

Hos Ugly Duckli har vi oplevet netop dét igen og igen. Og det har været en gave. For nogle gange forstår andre mennesker vores traditioner på måder, vi selv har glemt. Og sådan blev julehjertet pludselig ikke bare en del af julen – men også et symbol på kærlighed, nærvær og nysgerrighed på tværs af kulturer.

Ugly Duckli blev født i 2001 med et klart ønske: at dele vores danske designarv og juletraditioner med verden. Dengang boede jeg i udlandet og var gift med en amerikaner. I 2003 flyttede vi til Lausanne i Schweiz, hvor han tog sin MBA på IMD. Jeg var med som ægtefælle og brugte året på at bygge Ugly Duckli op – midt i et internationalt fællesskab med partnere og familier fra hele verden.

Jeg inviterede de andre ægtefæller til et foredrag om Ugly Duckli og det danske julehjerte. Men inden foredraget begyndte, viste jeg dem blot nogle flettede hjerter og spurgte: “Hvad tror I, det her er?”

Og det var SÅ sjovt.

Fordi ingen af dem havde nogen reference til danske juletraditioner, kom der de vildeste bud. En kvinde fra Uruguay troede det var en slags pommes frites-beholder. En anden mente det kunne være en lille romantisk gave – måske med en ring i forbindelse med et frieri. Ikke én nævnte jul.

Det viste mig noget vigtigt:
At julehjertet i sin form og enkelhed rummer meget mere end en højtid. Det kan være en hilsen, en kærlighedserklæring, en påmindelse om at tage sig tid. Noget man kan skabe sammen – hurtigt, smukt og med nærvær.

Da vi senere udstillede på New York International Gift Fair, havde jeg den første gang et lille juletræ med som del af standen. Reaktionen? Forvirring. Hvorfor stod det træ der, når det nu var romantiske hjerter, jeg udstillede?

For dem handlede det slet ikke om jul – men om kærlighed.

Og det er måske den største gave ved julehjerter:
De er åbne. De kan være alt fra klassisk dansk julepynt til små flettede lommer til hemmelige breve, hængt på et dørhåndtag. De kan skabe forundring, grin, samtaler – og forbindelser.

I dag bruger vi stadig julehjertet som bærer af meget mere end tradition. Det er blevet en del af oplevelser, workshops og fortællinger hos Ugly Duckli. Vi fletter stadig – men vi fletter også liv og historier sammen.

Og måske er det netop derfor, hele verden falder for dem.