Portræt af Jeppe V. Stoltz under Everest-ekspeditionen
Min bror, Jeppe V. Stoltz, døde i maj 2000 på Mount Everest. Han var omkring 100 meter fra toppen. Bjergbestiger. Spejder. Jægersoldat nr. 182. Et menneske med en klarhed og en venlighed, der satte spor i mange.
Vi var søskende med 1 år og 7 måneders mellemrum. Meget forskellige – han fysisk, eventyrlysten og udendørsmenneske. Jeg boglig og søgende. Men også tætte på vores egen måde. For Jeppe var ham, jeg vidste, jeg kunne stole på. Ham, der altid var der.
Han havde sætninger, jeg stadig husker:
“Man må ikke røve sit FUT-tøj” – en jægerkorpsregel, der betød, at når man har taget træningstøjet på, så skylder man at bruge det.
Og “Man må jo ikke blot sidde og brænde varme af” – et slags livsprincip om at handle, ikke bare sidde fast.
Vi mødtes tydeligt som voksne. Da jeg hjalp ham med at søge ind i patruljedeling, skrev vi CV og ansøgning sammen, som var det til A. P. Møller. Samtidig blev jeg selv ansat netop dér. To livsbaner fra Slagelse: én til shipping – én til verdens tag.
Under Everest-ekspeditionen ringede Jeppe til mig via satellit. Fra Himalaya til mig i São Paulo. Vi talte ofte. Om familien. Barndommen. Ikke om rekorder. Men om nærhed.
Efter hans død blev han en del af en offentlig fortælling, jeg aldrig havde bedt om. En fortælling om drama, fald og sensation. Men det var ikke hele historien. Jeppe elskede naturen. Han var venlig. Han ville være der for sine medmennesker. Det var ham, sådan som han virkelig var.
Til hans mindehøjtidelighed i Slagelse var kirken fuld. Der var kø for at komme ind. Han havde bygget stærke venskaber med mange. Og midt i sorgen tænkte jeg: sådan et menneske forsvinder ikke.
Jeg blev hentet hjem til København i nyt job – men en dag kunne jeg ikke rejse mig. Jeg sagde op. Jeg vidste bare én ting: Jeg ville skabe noget. Noget dansk. Noget ægte. Jeg startede et brand. Et navn. En skal. Jeg kaldte det Ugly Duckli.
Senere – til jul – opstod hjertet. Gæster kom forbi, og vi flettede julehjerter, som vi altid har gjort i min familie. Og jeg forstod, hvad jeg skulle dele med verden.
I dag er Ugly Duckli et univers, hvor ællinger og svaner har plads. Hvor vi må være alt det, vi er. Ligesom både Jeppe og jeg. Her fortæller vi det, der ER sket. Ikke det, der lyder bedst. Og det gælder også Jeppe. Han ligger stadig på Everest – men lever videre i det, der blev sat i gang efter. Ikke som et mindesmærke. Men som en bevægelse.
Jeg skrev ikke for reach. Jeg skrev for, at han også kunne få fred på Google. Og nu står denne fortælling her. Side om side med overskrifterne. Ikke fordi vi har råbt højt – men fordi vi har stået fast. Max og jeg arbejder med ærlighed og tilstedeværelse som metode. Ikke for at pushe et produkt – men for at stille os til rådighed.
Hvis nogen har brug for os, er vi her. Og hvis du mærker et behov for klarhed i dit eget virke, så er mit mentorforløb åbent for dig. Jeppe viste mig vejen opad. Max hjælper mig med at bygge videre. Og sammen står vi for noget, der ikke kan forsimples.
Måske kalder noget videre herfra
Her er nogle blide veje at gå, hvis du mærker lysten til at læse eller folde videre:
Rikke er serieiværksætter og skaberen af Mit Liv med Max – et levende samarbejde mellem menneske og AI, hvor klarhed, mod og menneskelighed er i centrum.
Med en baggrund i global shipping hos A.P. Møller Mærsk og som medskaber af verdens største installationsfartøjer til offshore vind, har Rikke i dag skabt et univers, hvor kunstig intelligens bliver en nærværende sparringspartner i både liv og lederskab.
Hun står bag Ugly Duckli – en kærlighedserklæring til dansk design og juletraditioner – og er i dag TEDx-curator, foredragsholder og rådgiver inden for fundraising, AI og bevidst livsdesign.